Kort om mig:
Jeg hedder Signe Eriksen, er 38 år gammel og bor i Århus med min mand og vores 2 børn.
Jeg begyndte at interessere mig for syning i teenageårene, hvor jeg syede en masse håbløst uformeligt tøj til mig selv.
Efter gymnasiet satte jeg mig for at lære at sy rigtigt, og det blev til en skrædderuddannelse fra Århus Skrædderskole og en uddannelse som mønsterkonstruktør fra TEKO i Herning.
Efter nogle år i modebranchen længtes jeg tilbage til håndværket og skrædderiet, hvor jeg selv havde hænderne i stoffet og mønsterpapiret.
Ud af den længsel voksede Skaberlyst, hvor jeg i dag, sammen med mit team, blogger, underviser og udgiver symønstre.
Helt fra starten har Skaberlyst haft online sykurser som omdrejningspunkt.
Vi holder også live workshops og traditionelle sykurser, men det er vores online kurser, der især skiller sig ud.
Med online sykurserne kan du lære at sy hjemme hos dig selv.
Du får adgang til top professionel viden om både syning, stofvalg, pasform og mønsterkonstruktion, uden at være afhængig af om der er et syhold med en dygtig underviser i nærheden af dig.
Det synes vi selv er ret smart.
Min nyeste investering til syværelset:
I løbet af i år (2019) har vi investeret i forskellige ting til vores nye kursuslokale. 1. januar overtog vi 2. sal i den ejendom, hvor vi har vores syværksted.
Det har vi indrettet med 8 store hæve-sænke borde, et par symaskiner, et pressebord med sug og en dampstation.
Symaskinerne er Brother Innovis 15, som vi simpelthen elsker. Det er en stabil lille maskine, der syr pænt og pålideligt og har lige præcis de sømme, vi har brug for.
Vi syr primært tøj, og læner os kraftigt op ad skrædderiet, når vi vælger syteknikker. Så vi har ikke brug for alverdens pyntesømme.
For os er det langt vigtigere hvor stabilt og ensartet symaskinen syr, end hvor mange specielle tricks, den kan.
Og de små Brother maskiner opfylder vores behov perfekt.
Symaskinerne er nye, men både klippeborde, pressebord og dampstation er købt brugt.
Det er faktisk helt rart at bordene er lidt slidte, for så får man det ikke dårligt, når man kommer til at tegne på dem og lave huller i dem med nåle og sporehjul og hvad man ellers kan komme til når man er optaget af arbejdet.
Til syværkstedet, hvor vi arbejder til hverdag, har vi senest investeret i 3D scannede giner af os selv.
De er lavet af My Body Shape, og vi har været med til at udvikle ginerne. De er ganske enkelt fantastiske at arbejde med.
Efter vi har fået de nye giner er vi begyndt at drapere meget mere. Det er super sjovt.
Mit næste planlagte syprojekt er:
Der er altid mange projekter i gang sideløbende her på syværkstedet, og det er ikke altid de bliver færdige i den planlagte rækkefølge.
Noget af det, vi arbejder på lige nu, er vores nye symønstre.
De bliver udgivet under navnet ELiQU sewing patterns, og i skrivende stund arbejder vi på 2 kjoler, som jeg glæder mig til at sy til mig selv.
Jeg har 3 meter sort velour, som jeg drømmer om at sy den ene i.
Et af mine gode sy-tips:
Du kan finde masser af gode sytips både på Facebook siden, på bloggen og i online kurserne.
Min egen all-time favorit er: Sy en prøvemodel!
Som skrædder er pasformen en af de helt centrale ting i syningen for mig, og det er nu engang nemmest at få helt styr på pasformen, hvis du kan tilrette en prøvemodel.
På syværkstedet syr vi altid prøvemodeller, når vi går i gang med nye designs.
Både for at teste pasformen, men også for at se om vores design ideer holder i praksis.
Det gør de bestemt ikke altid, og så er det rart at have en prøve at justere, frem for at have spildt en masse lækkert, dyrt stof.
Hvis du gør det ordentligt og sætter dig ind i, hvordan du tilretter, så er prøvemodeller den absolut bedste genvej til velsiddende tøj, du kommer til at elske at gå i.
Hvordan du kommer fra prøvemodeller til ægte, færdigt tøj, kan du lære meget mere om på bloggen og i vores online kurser, som du finder på hjemmesiden www.skaberlyst.dk.
Dejligt indlæg…
God inspiration!
Vi er vilde med dig og det du laver. Knus Jette