Lisbeth Steinmann

Kort om mig:

Jeg er 47 år, gift og mor til 4 børn mellem 14 og 24 år. Vi bor naturskønt ved Gribskov.

Jeg er uddannet økonom og arbejder på et sygehus.

Jeg er selvlært (bortset fra hvad mor og skole har lært mig) i al håndarbejde jeg dyrker, og jeg dyrker håndarbejde af enhver art.

Jeg syr det meste af mit eget tøj og til festlige lejligheder også til andre i familien.

Jeg har syet brudekjoler og konfirmationskjoler, spadseredragter og frakker og alt andet.

Derudover broderer, strikker, hækler og knipler jeg også.

Min nyeste investering til syværelset:

Mit sidste og vildeste indkøb i systuen er en Miele strygestation.

Den er rasende dyr af et strygejern at være, men aldrig har det været så tilfredsstillende at stryge!

Den klarer det hele, selv svigermors gamle håndbroderede hørduge bliver helt glatte.

Givet at man siger at presningen er det halve i at skabe et perfekt og professionelt udseende syprojekt, så er det vel også kun rimeligt at strygejernet også koster det halve af maskinparken i systuen.

Sådan er det i al fald hos mig, hvor symaskinerne (2 symaskiner, 1 overlock og 1 flatlock) er et sammensurium af arvestykker, noget købt nyt og noget købt brugt.

Min yndlingssymaskine er en gammel Pfaff 260 fra 1960’erne, som jeg har arvet fra min svigermors mor.

Den er med bord og vejer et ton, men den syr gennem hvad som helst jeg byder den, den er altid klar til brug og skal ikke pakkes ud først, pedalen flytter sig ikke under bordet og trykfoden betjenes med knæet.

Mit næste planlagte syprojekt er:

Jeg var i Glasgow i foråret og købte skotske uldstoffer med hjem.

Dem har jeg gået hele sommeren og glædet mig til at skulle igang med.

Det første projekt bliver en frakke efter et mønster fra et gammelt Burda-blad fra 1960.

Ikke så syteknisk krævende, men meget smuk. Jeg går hele vejen og syr hatten med – der er for få hatte i vore dage.

Jeg elsker de gamle blade, hvor det tages for givet at man kan sit håndværk (at man har lært det af sin mor, naturligvis), og der derfor stilles store krav til detaljer og ikke springes over fordi det er svært.

Moderne symønstre er så kedelige på det punkt. Alt skal kunne sys på kort tid af nogen der aldrig har syet før – så jeg savnede udfordringer.

Dem har jeg fundet ved opkøb af gamle Burdaer fra 60’erne og med moderne stof og farvevalg går modellerne fint i dag (skulle nogen ligge inde med nogle fra før 1960, vil jeg meget gerne se/låne/købe disse!).

Derudover har jeg allerede de næste 6-8 projekter linet op, så nu gør det ikke noget at det snart er sæson for indendørssyslerne.

Jeg kan godt lide at have stoffet liggende et stykke tid og gå og tænke over projektet inden jeg går i gang, ofte får jeg små ideer til tilpasninger, så jeg ender ud med et bedre resultat.

Et af de projekter, der også er ved at være klar er dette, ganske vist et moderne mønster på en kjole fra 1888, men mon ikke den bliver udfordrende at sy.

Et af mine gode sy-tips:

Jeg har i forskellige omgange haft fornøjelsen af at samle nogle kolleger i systuen og hjælpe dem gennem deres første syprojekter.

Til dem siger jeg altid: “at sy kræver kun to ting:
1) at man er omhyggelig og bruger den tid der skal til.
2) at man piller op når det går galt, for det gør det”.

På den måde kan enhver sy hvad som helst.

På det mere praktiske plan er jeg helt vild med de nye klemmer i stedet for nåle.

De er så meget nemmere at bruge med overlocken (ingen nåle bliver klippet over) og meget mere præcise end nåle, fx når tern/mønster skal passe præcist sammen.

En anden virkelig lækker ting jeg har gjort for mig selv er at købe to A1 skæreplader og lægge fast på hele mit arbejdsbord.
Nu kan jeg skære stof, uden at skulle skubbe rundt med skærepladen under stof og mønster.